Fejlkilder
Opgørelserne i ledighedsstatistikken rummer en række mulige fejlkilder, der ligger i afvigelserne fra ILO-definitionen eller hidrører de anvendte data. De væsentligste fejlkilder præsenteres i det følgende.
Der er personer, der registreres som arbejdssøgende, selvom de ikke aktivt søger arbejde, og som følgelig ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det drejer sig blandt andet om personer, der deltager i kursusforløb for at blive opkvalificeret. Det er endvidere kendt, at personer, der ikke vurderes klar til at påtage sig arbejde, også bliver registreret. Dette forhold skønnes at være den i ledighedsstatistikken væsentligste afvigelse fra ILO’s ledighedsdefinition.
Der findes givetvis personer, der er ledige ud fra ILO-definitionen, der af den ene eller anden grund ikke lader sig registrere på arbejdsmarkedskontoret. Det drejer sig formentlig primært om personer, der ikke er berettiget til indkomsterstattende ydelser, der er betinget af, at man lader sig registrere som arbejdssøgende.
Der synes ikke at være en ensartet praksis på arbejdsmarkedskontorerne for, hvornår en person registreres. Forskelle i ledighedstallene mellem de enkelte lokaliteter kan således være udtryk for forskelle i registreringspraksis mellem de enkelte arbejdsmarkedskontorer.
Registreringspraksis på det enkelte arbejdsmarkedskontor kan desuden være ændret over tid. Dette kan eksempelvis skyldes en kommunal standardisering af registreringspraksis eller medarbejderudskiftning på arbejdsmarkedskontorerne.
Registreringerne af arbejdssøgende er manuelt indtastet, så data kan bearbejdes elektronisk. Dette er en mulig fejlkilde, der dog skønnes at være minimal.
Fejlkilder i de anvendte registre – beskæftigelsesregistret, befolkningsregistret og uddannelsesregistret – føres med over i såvel ledighedsregistret som arbejdsstyrkeregistret, ligesom fejlkilder i ledighedsregistret også føres med over i arbejdsstyrkeregistret.
ILO anbefaler, at opgørelsesperioden er kort – eksempelvis én dag eller én uge. En opgørelsesperiode på én måned må derfor betragtes som relativ lang i forhold til ILO-anbefalingerne. Dette sammen med ledighedskriteriet om, at en ledig ikke må have været i beskæftigelse i referenceperioden, betyder, at ledigheden formentlig undervurderes en anelse i forhold til international opgørelsespraksis.